10 fagforbund vil have politikerne på banen: Kampen mod grænseoverskridende adfærd kræver nye strukturer

05/08/2025

Bragt i Kulturmonitor den 28. juli 2025

En ny, stor rapport om film,- tv- og teaterverdenen kalder på politisk handling. »Vores arbejdsmiljøsystem er ikke indrettet til den virkelighed, kulturlivet befinder sig i,« lyder det fra branchen.

Markant færre i kulturlivet oplever uønsket seksuel opmærksomhed end for fem år siden.

Det viser en ny og omfattende undersøgelse lavet af en række faglige organisationer i initiativet ’Stregen i sandet’, som blandt andet Kulturmonitor for nylig kunne berette om.

Det er opløftende nyt og en direkte følge af modige stemmer, kampagner og et øget fokus på grænseoverskridende adfærd.

Men rapporten fortæller også en anden historie: Hver femte oplever fortsat uønsket seksuel opmærksomhed. Og hver tredje er fortsat udsat for mobning eller psykisk vold. Det tal er steget siden 2019. Vi er med andre ord ikke i mål.

Flere i kulturlivet står alene

Samtidig viser undersøgelsen, at problemet er større i kulturlivet end i andre brancher, og at kun 15 procent af dem, der oplever grænseoverskridende adfærd, henvender sig til deres tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant.

De fleste går i stedet til venner, familie, kolleger eller en psykolog. Det siger for os noget centralt: Vores arbejdsmiljøsystem er ikke indrettet til den virkelighed, kulturlivet befinder sig i.

I kulturlivet er mange freelancere, projektansatte og soloselvstændige. De møder aldrig arbejdsmiljørepræsentanten og er ikke tilknyttet nogen tillidsrepræsentant. De står alene og det gør dem sårbare.

Men det er ikke længere kun et særkende for kulturen. Flere brancher bevæger sig i samme retning, og derfor skal vi gentænke hele fundamentet for vores arbejdsmiljøindsats.

Borgen skal på banen

Vi har en opgave i at indrette tillidsmandssystemet, så det også når de løst tilknyttede. Men vi har brug for hjælp af politikerne. Det kræver politisk handling at opdatere de systemer, der i dag beskytter ansatte.

Et oplagt sted at starte er at anerkende de psykiske arbejdsskader som arbejdsskader på lige fod med de fysiske. I dag anerkendes de kun, hvis de udløses af en enkeltstående begivenhed.

Den langsomme, akkumulerede belastning og psykiske nedslidning, som fører til stress, depression og sygemeldinger – den som mange lider af – anerkendes ikke. Det er ikke godt nok.

Et lokalt forankret arbejdsmiljø

Samtidig skal det sociale sikkerhedsnet styrkes. Det er svært at sige fra, hvis man risikerer sit levebrød. Og vores undersøgelse viser, at det især er unge, løst ansatte og minoriserede grupper, der er udsatte.

Vi skal sikre, at alle uanset ansættelsesform får sygedagpenge, barsel og dagpengerettigheder på lige fod med alle fastansatte.

’Stregen i sandet’ har givet os et fælles sprog og en ny bevidsthed.

Vi arbejder videre med at skabe et lokalt forankret arbejdsmiljøarbejde. Og vi arbejder videre med at sikre, at information og redskaber følger med ud i produktionerne og bliver en aktiv del af hverdagen.

Nu er det tid til, at Christiansborg hjælper med at opdatere værktøjskassen. For et moderne arbejdsmarked kræver moderne strukturer.

Debatindlæggets forfattere

Jannik Frank Petersen, forbundsformand for Teknisk Landsforbund.
Andreas Garfield, forperson hos Danske Dramatikere
Jan Weincke, formand for Filmfotograf Forbund
Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund
Søren Balle, forperson hos Danske Film- og TV Instruktører
Lene Skytt, forperson for Danske Sceneinstruktører
Carsten Burke Christensen, forperson for Danske Scenografer
Allan Boye Thulstrup, forperson hos Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation
Roar Skou Olsen, forperson hos FAF
Martin Wehding, forperson for Dansk Filmklipperselskab