Af Niels Erling
Hvordan adskiller dit arbejde som instruktør i lydteater sig fra arbejdet med en forestilling til scenen? Hvilke særlige greb og udfordringer møder du?
Jeg er på en måde lært op med lydteater. Jeg begyndte at lave hørespil allerede tilbage i 2012, og først senere kastede jeg mig over reelle sceneproduktioner. Derfor er det svært for mig at sige, hvad der adskiller de to arbejdsformer, for selv når jeg sidder med en dramatisk tekst til scenen nu, så er det som om jeg hører den, før jeg ser den. For mig starter alle referencer til en iscenesættelse gennem musik, auditive udtryk. En af mine nærmeste samarbejdspartnere i enhver proces er også lyddesigneren – eller lydscenografen, som jeg godt kan lide at kalde det. Jeg er også meget sensitiv overfor hvordan skuespilleres behandling af teksten LYDER – er det sart, er det skrøbeligt, er det dybt, går det hurtigt, går det langsomt, falder teksten fra hinanden eller er der flow? Det er der, hele arbejdets troværdighed skal testes for mig. Hvis det ikke lyder rigtigt, hvis dynamikken og musikaliteten i en scene ikke fungerer, så er der noget galt.
Hvad er dine erfaringer med at bruge lyd som primært kunstnerisk udtryk?
Det fede ved lydteatret er jo, at alt kan lade sig gøre. Vi kan sige, at vi står på en mark, og pludselig er vi inde i øret på en hund, og så på månen, og så i et abstrakt erindringsrum, og så i et supermarked. Alle skift kan lade sig gøre på et sekund, og ting kan flyde sammen. Det giver en enorm frihed, som er vidunderlig at forestille sig dramatisk materiale ud fra. Samtidig er lyd jo utroligt manipulerende – vi ved alle sammen, hvordan en gyserfilm eller en romantisk scene lyder, så det er så nemt at trykke på knapper for at farve publikums læsning af en situation. Det prøver jeg altid at vende til min fordel.
Hvilke målgrupper oplever du, at lydteatret kan nå? Hvordan adskiller publikums oplevelse af lydteater sig fra den oplevelse, man får i en teatersal?
At lytte oplever jeg som en meget mere individuel oplevelse, hvor det at sidde i en teatersal jo er en kollektiv måde at tage noget ind på. Selvfølgelig er der radiobiografer, og man kan sætte sig sammen og lytte til en podcast, men selv kan jeg bedst lide at være helt alene med mine lytteoplevelser, i hvert fald når det er fiktion. Lydteatret foregår jo i et forestillingsrum. Man skal selv danne billederne, og derfor er det svært at dele med andre. Det kan jeg rigtigt godt lide. Man kan hjælpe publikum på vej et stykke, men det vil altid være deres egen opgave at fylde de tomme huller ud – hvordan ser hovedpersonen ud, hvordan ser stedet, hørespillet foregår i, ud – osv osv. Det synes jeg er megaspændende. Publikum bliver nødt til at være meddigtende, ellers fungerer formatet slet ikke.
Kan du dele et eksempel fra dit arbejde, der viser lydteatrets styrker – eller illustrerer dets særlige udfordringer?
Uh der er jo simpelthen så mange. Jeg elsker brugen af rekvisitter – hvordan alting altid lyder anderledes, end man tror. En vandmelon er rigtigt god, hvis man skal lave gys, især hvis man lidt brutalt stikker i den eller sprætter den op. En flæskesteg er virkelig god, hvis man skal lave slåskamp, den kan man slå på, så det lyder som hud. Da jeg var lille så jeg en dokumentar om foley-artister, der laver lyd til film. Der så jeg, hvordan kokosnødder kunne lyde som heste – den form for magi og lyd-illusion har jeg båret med mig siden, det synes jeg er megasjovt.
Udover det, så er jeg enormt stolt af et værk, vi skabte lige da coronanedlukningen ramte. Jeg skrev ud til alle de skuespillere, vi havde haft med på AKT1 gennem tiden og spurgte, om de var friske på at optage en lille snas tekst fra der, hvor de var isoleret. 138 skuespillere var med og så lavede vi et poetisk værk der hed TIL EFTERTIDEN (SAMMEN HVER FOR SIG). Jeg syntes simpelthen det blev så smukt, og det var så fedt og meningsfuldt, hvordan vi kunne arbejde sammen, selvom vi var skilt ad og teater virkede umuligt, lige i den tid. Det kan høres her.
Hvad fik dig oprindeligt til at begynde at arbejde med lydteater, og hvad fascinerer dig ved mediet?
Helt oprindeligt handlede det om en lyst til at have en uformel platform, hvor jeg kunne lege med ny dramatik fra nye dramatikere – også dem, som ikke normalvis skrev til scenen. Jeg spurgte forfattere, billedkunstnere, journalister, digtere, musikere om de kunne have lyst til at prøve kræfter med dramatik. Og fordi lydteater er mindre omkostningstungt end rigtige sceneproduktioner, så kunne det lade sig gøre at sætte små professionelle hold omkring de nye tekster. Det syntes jeg var så fedt – simpelthen at prøve at udvikle nye sprog, nye formater, nye måder at tænke dramatik på. Både fordi det er billigere, men også fordi mulighederne er så mange i lydteatret. Det sætter virkelig både dramatikere og iscenesættere fri, oplever jeg. Det er virkelig fedt.
