Dette er et debatindlæg skrevet af et medlem af Danske Sceneinstruktører. Indholdet udtrykker skribentens egne synspunkter og repræsenterer ikke nødvendigvis foreningens holdning. Indlægget er en del af vores debatformat, hvor medlemmer får mulighed for at komme til orde og dele deres egne perspektiver.
Af Ina-Miriam Rosenbaum, instruktør, skuespiller og selvstændig teaterproducent . Kronikken er bragt i Kulturmonitor d. 1. oktober 2025
Mandag 29. september var der generalforsamling i Dansk Scenekunst, og her gjorde alle medlemmer sig nok en eller flere forestillinger om, hvordan en kommende scenekunstreform vil kunne se ud og blive til gavn for både kunsten og det publikum, der skal opleve den.
Jeg gjorde i hvert fald.
Som uafhængig producent af teater i Off Off/Produktion håber jeg selvfølgelig, at midlerne til Projektudvalget for Scenekunst under Statens Kunstform får en pæn opgradering, og jeg støtter klart det afgående udvalgs bestræbelser på at give flere uafhængige producenter – som mig selv – mulighed for en længere planlægningshorisont.
Når der alligevel er endnu mere at kæmpe for som uafhængig scenekunstproducent, er det fordi, det er så begrænset, hvilke scener man kan få adgang til for at vise de forestillinger, man har modtaget bevilling til.
For i realiteten er man slet ikke uafhængig, når det kommer til at finde en scene at spille på.
Aveny-T viser behovet
Problemet er særlig stort i København.
Med den skærpede profilering på de små storbyteatre er det blevet endnu sværere at få plads på en scene til at spille de forestillinger, der uanset genre, publikumstilstrømning, gode/dårlige anmeldelser ikke blot er bi-produkteraf en kunstart, men essentielle bidragsydere til scenekunstlandskabets udvikling – også i København.
Aveny-T har fået et tiltrængt åben scene-tilskud på en million kroner og er vel det nærmeste, man i dag kan kalde en decideret åben scene i København.
Scenen præsenterer både forestillinger fra teatre inden- og udenfor hovedstaden. Aveny-T har måske 25-30 titler per sæson. Det viser noget om behovet, men selvom viljen er der, så kan teatret på Frederiksberg Allé ikke rumme alle uafhængige sceneproducenters produktioner fra hele landet og tilbyde tilstrækkeligt lange spilleperioder, så publikum kan nå at få øje på dem.
Benspænd for en lejer
I skrivende stund har jeg lige spillet Off Off/Produktions nyeste forestilling, ’The Sanjay Shah Shitshow’, på Folketeatrets lille turnéscene på Hvidkildevej i Nordvest. Produktionen er støttet af Statens Kunstfond og private fonde.
Scenen på Hvidkildevej er ikke som sådan en åben og levende scene med kontinuerlige forestillinger.
Det var dog den mulighed, der var, for at have premiere nu og skabe en nødvendig opmærksomhed om forestillingen, inden vi skal på turné i hele landet og blandt andet spille på Odense Teater, Teatret Svalegangen, Randers Teater og på Hippodromen i København, hvor vi har fået lov til at leje os ind igen og spille seks gange i november.
Skulle nogen være i tvivl, koster det relativt mange penge for en uafhængig scenekunstproducent at leje sig ind på et driftsstøttet teater. Hvis man ikke er i co-produkton med teatret, men altså blot lejer scenen, skal man komme med det hele – inklusive et PR- og markedsføringsapparat.
Selvom man indgår i teatrets repertoire, og selvom man dermed flugter med – og komplementerer – teatrets profil, har man stadig kun status af lejer. Som sådan bliver man ikke markedsført på lige fod med teatrets egne forestillinger, der er dem, teatret er forpligtet til at sælge billetter til.
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst peger på og vurderer produktioner efter samme de principper om højt kunstnerisk mål og kvalitet, som driftede teatre bliver vurderet efter.
Men hvor skal de uafhængige scenekunstproducenter vise deres forestillinger – og på hvilke vilkår?
En statsfinansieret løftestang
Jeg foreslår kulturministeren, at han i den nye scenekunstreform opfordrer (eller pålægger, alt efter temperament) teatre i hele landet – landsdelsscener, egnsteatre, små storbyteatre, teatre i det storkøbenhavnske teaterfællesskab – til løbende at stille deres scener til rådighed for uafhængige producenter af scenekunst.
Lad det være en del af forudsætningen for teatrenes bevilling. Lad det være i en rimelig målestok og på vilkår, der kan dæmme op for, at de mange forestillinger af høj kvalitet, der bliver lavet udenom de driftede scener, kan blive præsenteret for publikum.
Pålæg teatrene at indtænke et samarbejde med uafhængige scenekunstproducenter, der taler ind i, komplementerer eller måske ligefrem udfordrer teatrenes eget repertoire, og som dermed bliver en del af det enkelte teaters strategi fra sæson til sæson i forhold til publikum og markedsføring.
Institutionsteatrene skal bestemt have et økonomisk og kunstnerisk incitament til denne ordning. Det bør ikke være Statens Kunstfond, der kuraterer, da det er et faktum, at der også bliver lavet scenekunst af høj kvalitet, som ikke opnår bevilling fra kunstfonden.
Derfor: Lad det være de driftede scener og de uafhængige scenekunstproducenter selv, der finder hinanden i en statsligt finansieret løftestangsordning.
Skal det formaliseres, så lav et pitchformat eller en speeddating-platform, online eller ansigt til ansigt.
Medmindre kulturministeren påtænker at lægge penge på bordet til at bygge 1-2 nye teaterhuse med åbne scener flere steder i landet, så er man nødt til at tænke de eksisterende scener ind i strategien for de uafhængige scenekunstproducenter.
Det kan risikere at blive en win-win situation for alle.
