Dansk teaters store sceneinstruktør og æresmedlem af FDS, Kaspar Rostrup, er død.
Han var en fornyer af teatret, en fantastisk kollega, mentor og inspirator.
Kaspar Rostrup var uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1966.
Herefter blev han knyttet til Aalborg Teater som både skuespiller og instruktør, hvor han brød igennem med store opsætninger af klassikerne Hamlet og Peer Gynt. Han skabte sine helt egne og overbevisende forestillinger med nye læsninger, der formåede at lade karakterernes personlige dilemmaer møde en politisk kontekst.
Inden da havde han været med til at åbne Jomfru Ane Teatret og været kunstnerisk leder af Forsøgsteatret i Vestergade 58 i Aarhus.
Hans familiebaggrund var kulturel. Hans farfar var sceneinstruktør, hans far kunsthistoriker, hans mor keramiker, og hans bror var scenografen Claus Rostrup. De to arbejdede sammen på mange forestillinger gennem hele deres karriere.
Efter tiden i Aalborg fulgte en periode som freelanceinstruktør i hele landet.
Christoffer Bro fik øje på hans talent og inviterede ham til Gladsaxe Teater, hvor Kaspar introducerede det revolutionerende totalteater. Ud med publikumssæderne – scenerne foregik overalt i rummet, publikum og skuespillere i én stor bevægelse, ét fælles åndedrag.
Især forestillingerne Niels Klims forunderlige rejse, Faust og Odysséen blev legendariske.
Senere blev Kaspar teaterchef på Gladsaxe Teater, først fra 1984 til 1992.
Her opfandt han et publikumsudviklingstiltag, hvor han knyttede mange borgere til teatret som et folkekor – noget, der senere dannede præcedens for mange andre teatre.
I 2007 forsøgte han med succes at genoplive det skrantende teater, men måtte smide håndklædet i ringen efter tre års tovtrækkeri med tilskudsgiverne.
Sideløbende med sine mange teateropsætninger – 120 blev det til – instruerede han også en lang række tv-spil, bl.a. Samtaler om natten i København og Bernarda Albas hus, tv-serier som Aladdin og Bryggeren, dokumentarfilm og spillefilm, bl.a. Her i nærheden og Dansen om Regitze.
Den sidste modtog adskillige priser og blev endda Oscar-nomineret.
I perioden 1999–2001 var Kaspar formand for Statens Kunstfonds udvalg for film og teater.
Det var her, vi fortalte ham, at Peter Weiss og vi var begyndt at se hinandens forestillinger i meget tidlige gennemspilninger – og derefter hjælpe hinanden til at skabe bedre og stærkere forestillinger.
”Dét vil jeg være med til,” var hans prompte reaktion – og så blev vi til Firbanden.
Det var dengang banebrydende at invitere andre sceneinstruktører ind i sit arbejdsrum, og skuespillerne var i starten ubekvemme ved det. Men efter et stykke tid lød det: ”Hvornår kommer Firbanden?”
Han havde stor sans for, hvad man som instruktør selv ledte efter, og med sin generøsitet og brede faglige baggrund kunne Kaspar give meget konkrete og gode råd. Selv en hård kritik blev givet konstruktivt og med stor venlighed – samtalen blev aldrig styret af kollegial konkurrence eller berøringsangst.
Udfordringerne i de enkelte forestillinger gav anledning til værdifulde samtaler om vores håndværk. Timerne i Kaspars inspirerende selskab var forandrende og uvurderlige.
Kaspars helbred skrantede de seneste år, men man kunne stadig møde ham i teatret som publikum – nu med stok, mindre i krop, men ikke i ånd.
Vi skal takke Kaspar for hans enorme inspiration til dansk teater, som havde været fattigere uden ham.
Takke ham for hans store, berigende livsværk og for at have skubbet til naturalismen, mens han samtidig fastholdt den psykologiske genkendelse hos publikum.
Tak til denne myreflittige, kloge, begejstrede, store humanist og kunstner.
Vi vil savne dig.
Madeleine Røn Juul og Christoffer Berdal
Familien oplyser at Kaspar bisættes tirsdag d.18.11.25 kl.11.00, i Sct. Thomas Kirke, Rolighedsvej 16, 1958 Frederiksberg C.
Alle er velkomne.
