Danske Sceneinstruktører inviterer vores medlemmer til KLAP-teaterfestival fra den 23. til 26. april i Kolding. Festivalen byder på 100 professionelle teatre og 150 forestillinger – alle helt gratis!
Tidligere har det været sådan at freelancere (uden festivalpas) ikke har kunnet deltage i festivalens faglige og sociale arrangementer, og det var derfor lidt ensomt at tage på festival, hvis man ikke var tilknyttet en forestilling. Men nu har vi lavet en aftale med Teatercentrum, så en gruppe af medlemmer fra Danske Sceneinstruktører kan deltage i hele programmet:
Du har nu muligheden for at deltage i både det faglige og kunstneriske program sammen med andre freelance-instruktører, der brænder for børneteater og ønsker at netværke i dette inspirerende miljø.
Når du deltager på fællesturen, får du: Et festivalpas, gratis billetter til alle de forestillinger du orker at se, mulighed for at købe billet til festmiddagen og ikke mindst søde kollegaer at følges med.
Praktisk information og pris: Du skal selv betale for transport, deltagelse i festmiddagen samt kost og logi. Du har mulighed for at søge om et tilskud fra kvik-puljen på op til 1.500 kr. (beløbet kan søges en gang årligt og beløbet opgives til skat som B-indkomst).
Tilmelding til Lene Skytt på forperson@stagedirectors.dk senest den 23. marts 2026.
Vi glæder os til at se dig til en fantastisk festival!



