I dag den 18. marts 2026 fylder Jens August 60 år. Han har været en uomgængelig figur i det danske scenekunst-landskab i over 30 år – som idemand og iværksætter, som teaterchef, skoleleder, underviser samt først og fremmest som iscenesætter.
Allerede før han kom ind på Statens Teaterskoles instruktøruddannelse i 1992, var han optaget af at skabe, udvikle og producere scenekunst. Sammen med andre fortabte, nysgerrige og kreative mennesker nørdede han former og tekster og universer i baggårde, smadrede lejligheder og nussede beboerhuse. Og endelig kom han så ind på teaterskolen, hvor han nærmest flyttede ind; han fik nøgler og kode af pedellen og overnattede i et rengøringsrum.
Kort efter sin professionelle debut i slutningen af 90’erne skabte han i 2001 i selskab med Mads Wille og Simon K. Boberg det lille, stædige teater PLAN-B, hvor han fortsatte sine undersøgelser og skabte grobund for nye stemmer og fortælleformer. Herefter fortsatte han sin rejse i scenekunsten først som rektor for skuespillerskolen ved Odense Teater og siden som chef for Odense Teater. For nyligt stoppede han som vicerektor og underviser på Den Danske Scenekunstskole, og nu er han endelig tilbage som freelance sceneinstruktør. Tak for det!
I selskab med Jens August bliver alt en undersøgelse, en rejse og ofte en fest. I alle scenarier og udtryk finder han nye mønstre og uventede referencer, i alle relationer og situationer er der nyt at opleve og udvikle. Hans arbejdsraseri og evige søgen efter mening og udtryk, hans musikalitet og hans uimodståelige, sociale væsen, gør ham til det naturlige omdrejningspunkt for den boblende kreativitet, vi alle indeholder, men alt for ofte fortrænger eller glemmer.
Kære Jens August, tak for at være et sprudlende fyrtårn i det danske scenekunstlandskab og stort tillykke med de 60 år.



