Af Lene Skytt, forperson, Danske Sceneinstruktører
Scenekunsten i Danmark er under pres. Systemet, der burde understøtte og udvikle kunsten, er stivnet. Og kunstnernes vilkår er blevet så skrøbelige, at det truer både kvaliteten og tilgængeligheden af den scenekunst, vi alle har glæde af.
Scenekunsten er et fællesskab. Når vi samles om scenekunsten, mødes vi på tværs af generationer, sociale lag og politiske overbevisninger. Vi deler en oplevelse i nuet, uden filter, og går hjem lidt forandrede – med nye tanker, følelser og spørgsmål.
Uden en stærk scenekunst svækker vi den demokratiske samtale. De svære emner, de store spørgsmål og de nødvendige konflikter risikerer at miste deres plads i det offentlige rum, og blive parkeret på sociale medier. Derfor er tiden kommet til en scenekunstreform.
Tiden er løbet fra scenekunstloven fra 1963
I dag er der for mange barrierer i det system, der skal understøtte dansk scenekunst. Institutionerne er underfinansierede, og kunstnernes ansættelsesforhold er usikre.
Den nuværende scenekunstlov er fra 1963 – en svunden tid, hvor Poul Reumert stadig spillede sin glansrolle som Adolf Levin i Indenfor murene på Det Kongelige Teater.
Fælles oplæg til politikerne
I tæt dialog med andre aktører i branchen har Danske Sceneinstruktører deltaget i udarbejdelsen af et fælles oplæg, der peger på nødvendigheden af en scenekunstreform, peger på løsninger og indsatsområder.
Scenekunsten har udviklet sig siden, men lovgivningen er et forældet kludetæppe af ændringer, tilføjelser og lappeløsninger, der er blevet lagt på gennem årene. Vi har brug for et nyt samlet syn på hele branchen. Nye strukturer skal styrke arbejdsforhold, produktionsvilkår og armslængdeprincippet. En reform vil give os økonomisk stabilitet og frihed til at tage kunstneriske chancer.
Når man ikke kan regne med en rimelig indkomst eller en stabil tilknytning til sit fag, bliver det sværere at tage de kunstneriske risici. Det betyder færre eksperimenter, mindre mangfoldighed og et mere ensrettet scenekunstlandskab.
Det betyder ultimativt, at vi får dårligere kunst og det hverken kunstnere eller publikum er tjent med.
Kunst er demokrati – hele landet skal have adgang
Netop publikum er helt centrale i behovet for en gennemgribende reform. Når vi investerer i at bringe scenekunsten ud i hele landet, investerer vi ikke kun i kunstnernes arbejdspladser – vi investerer i sammenhængskraft, dannelse og oplevelser, der kan forme os som mennesker.
Scenekunst er ikke et luksusgode. Det er en central del af vores demokratiske kultur. Kunsten giver os et rum, hvor vi kan stille spørgsmål, udfordre magten, spejle os selv og mærke hinanden. Når vi oplever scenekunsten udfolde sig, opstår et fællesskab.
Kunstnerne er fundamentet – lige nu smuldrer det
Kernen i al scenekunst er kunstnerne. Instruktører, skuespillere, scenografer, dramaturger, designere og alle de andre – uden deres arbejde findes der ingen forestillinger. Men vi har i alt for mange år accepteret, at kunstnernes vilkår var sekundære i kulturpolitikken.
Særligt i den frie del af scenekunstbranchen, hos de selvproducerende kunstnere, er dårlige arbejdsforhold, økonomi og rammer – nu mere end nogensinde – blevet en hæmsko for den kunstneriske udvikling og nyskabelse.
Over årtier er den frie kunst blevet undergravet og uden en scenekunstreform vil arbejdsforholdene for kunstnerne blive dårligere, og danskernes adgang til scenekunst vil blive begrænset. At sikre bedre vilkår for kunstnerne er ikke en snæver faglig interessekamp. Det er et samfundsanliggende. Hvis vi vil have levende, vedkommende og mangfoldig scenekunst, kræver det, at kunstnerne har rimelige betingelser for at udøve deres arbejde.
Reformen er ikke kun for scenekunsten og kunstnerne – den er for publikum og for sammenhængskraften.
Hvad en reform kan gøre
En reform kan skabe et mere retfærdigt og bæredygtigt system, hvor kunstnere i alle dele af landet får mulighed for at skabe kunst på rimelige vilkår. Den kan sikre, at institutionerne og de frie kunstnere ikke blot overlever, men har råd til at satse, eksperimentere og udvikle.
Når vi taler om reformer, handler det ofte om økonomi, effektivitet og systemer. Men i dette tilfælde handler det først og fremmest om mennesker – om de mennesker, der skaber kunsten, og de mennesker, der oplever den.
Uden scenekunst mister vi et sprog for vores tid. Vi mister et sted at bearbejde kriser, drømme om fremtiden og spejle vores virkelighed.
Derfor er det afgørende, at politikerne griber chancen nu. Ikke om fem eller ti år – men nu. For uden en reform risikerer vi at tabe en hel generation af kunstnere og publikum på gulvet.
