Som koreograf kan dine roller i en scenekunstproduktion variere fra at have ansvaret for en fuld forestilling til at koreografere enkelte scener. Din rolle og dit ansvar bestemmer typisk, hvilke vilkår og rammer du får tilbudt.
Fuldt ansvar for forestilling
Når du som koreograf har det overordnede kunstneriske ansvar for en forestillings koncept og iscenesættelse, kan din funktion i mange tilfælde sidestilles med en sceneinstruktør.
Vi anbefaler derfor, at du læner dig ind i de vilkår og rettigheder, som sceneinstruktøren har.
Når du bliver ansat som sceneinstruktør, er der overenskomster med en række mindre teatre og en etablerer praksis på de store scener, som sikrer og styrker dine vilkår.
På egnsteatre, små storbyteatre og projektteatre organiseret, der er organiseret under Dansk Teater er der overenskomst, når du arbejder som sceneinstruktør.
Overenskomsten sikrer dig en minimumsløn, feriepenge og pension samt en ramme for de opførelsesrettigheder, som din arbejdsgiver erhverver. Du kan læse mere her.
På de store scener er der en veletableret praksis, når du ansættes til at iscenesætte en forestilling, som du bør forsøge at læne dig ind i. Du kan læse mere her om vilkår og ophavsrettigheder på Landsdelsscenerne og teatrene under Det Københavnske Teatersamarbejde (søjle B-teatre).
Arbejder du i Det Frie Felt eller igennem dit eget performancekollektiv/kompagni, bør du have fokus på, at I indgår ordentlige aftaler og kontrakter, som tydeligt forventningsafstemmer og skaber en klar aftale mellem dig og din arbejdsgiver og øvrige involverede om alt fra ansættelsesvilkår til ophavsrettigheder.
HUSK: Som medlem kan du få tjekket din kontrakt, så du står stærkt i din forhandling med din arbejdsgiver.
Delt ansvar for forestilling
Hvis du som koreograf deler det overordnede kunstneriske ansvar for en forestilling (konceptualisering og iscenesættelse) med en anden iscenesætter eller et kunstnerisk hold, gælder de samme anbefalinger, som når du har ansvaret for en fuld forestilling.
Her er det dog særligt vigtigt, at du sikrer dig en klar aftale med den anden iscenesætter om kreditering og en fordelingsnøgle til rettighederne til iscenesættelsen. Fordelingsnøglen skal afspejle den andel, I hver især har til koncept og iscenesættelse/koreografi. Det er jeres ansvar som ophavere at blive enige om en fordelingsnøgle. I skal blot oplyse jeres arbejdsgiver om, hvad der skal stå i kontrakten. Fx 50/50 fordeling eller 30/70 fordeling. Din arbejdsgiver skal bruge fordelingsnøglen til at dele eventuelle royalties eller efterfølgende betaling for opførelsesrettigheder imellem jer.
Når du samarbejder med en anden iscenesætter om en forestilling og deler ansvar og opgaver, vil din betaling typisk være lavere. Når du forhandler din betaling, skal du derfor se på opgavens omfang, og hvor stor en andel af arbejdet, du løfter.
Mindre bidrag til forestilling
Når du som koreograf indgår i en forestilling med en mindre opgave, f.eks. ved at koreografere udvalgte scener indenfor en allerede fastlagt koncept for forestillingen, er det vigtigt at sikre en rimelig aflønning, der også dækker din forberedelsestid.
Vær herudover opmærksom på, hvilke opførelsesrettigheder din arbejdsgiver erhverver til dit arbejde. F.eks. i forhold til genopsætninger og andre fremtidige brug af dit arbejde.
Kontrakt og rettigheder til din iscenesættelse/koreografi
Uanset hvilken rolle og ansvar du har, skal du som koreograf være opmærksom på, at din kontrakt er fyldestgørende og retvisende.
Din kontrakt skal f.eks. tydeligt beskrive din opgave, opgavens omfang og dit ansvar, hvilken periode du er ansat (både forberedelsesperioden og prøveperioden) samt hvilke vilkår, du arbejder under. F.eks. opsigelsesvilkår, arbejdssteder, arbejdstiden, om du er midlertidigt ansat og er omfattet af arbejdsgivers forsikring, modtager feriepenge mv.
Når du laver ophavsretligt arbejde, skal din kontrakt foruden de generelle vilkår også beskrive, hvilke opførelsesrettigheder din arbejdsgiver erhverver til din iscenesættelse/koreografi.
Ønsker din arbejdsgiver at erhverve opførelsesrettigheder ud over den planlagte spilleperiode, f.eks. retten til turné, erhverve opførelsesretten i en årrække, overføre til andet medie (f.eks. optage forestillingen), coproducere forestillingen, opføre i udlandet eller lignende, skal det fremgå af din aftale, og omfanget af udnyttelsen skal afspejle sig i din betaling.
Som ophaver har du et ufravigeligt krav på passende og forholdsmæssig betaling for din arbejdsgivers udnyttelse af dit rettighedsbærende arbejde. Jo mere værket udnyttes, desto højere bør din betaling være.
Rettighedsafsnit i kontrakt
Et rettighedsafsnit i en ansættelsesaftale kan se således ud:
[arbejdsgivers navn] erhverver opførelsesrettighederne til iscenesættelsen/koreografien i den aftale spilleperiode [indsæt spilleperiode].
For yderligere opførelser eller overførsel til andet medie, skal der indgås ny aftale mellem parterne. [Teatret/Producentens navn] må bruge billeder og korte filmklip fra forestillingen i forbindelse med almindelig markedsføring.
Koreografen/iscenesætteren er ophaver til sin iscenesættelse/koreografi. [Arbejdsgivers navn] kan ikke uden forudgående skriftlig aftale ændre i iscenesættelsen/koreografien. Koreografen har førsteret til at forestå ændringer i koreografien. For efterfølgende arbejde med iscenesættelsen/koreografien efter premieren betaler [arbejdsgivers navn] dagsgager per forberedelses- og prøvedag á [X kr.] + feriepenge.
Der er aftalt følgende kreditering:
Koreografen skal på behørig vis krediteres for sin iscenesættelse/koreograf. Krediteringen skal ske på arbejdsgivers hjemmeside og andre steder, hvor forestillingen bliver annonceret, omtalt eller promoveret, og hvor hensynet til materialets udformning eller lign. tillader dette. Hvis andre medvirkende eller bidragydere krediteres i annoncer, på plakater m.v., skal også koreografen krediteres.
(Hvis relevant: Der er aftalt følgende fordelingsnøgle til iscenesættelsen/koreografien mellem [koreograf/iscenesætter] og [koreograf/iscenesætter] = [X%/X%].)