Vores mulighed for at rådgive dig om løn- og kontraktforhold afhænger af, om du er ansat eller arbejder som selvstændig med CVR-nummer. Herudover har det betydning for dine rettigheder, pension, feriepenge og adgang til dagpenge.

 

Instruktøren er typisk lønmodtager

Som sceneinstruktør er du typisk lønmodtager, og ansat i en kort tidsbegrænset ansættelse på teatret, hvor du modtager A-løn med feriepenge. Som lønmodtager er du sikret en lang række rettigheder, og har en langt større beskyttelse.

Det er ikke dig eller din arbejdsgiver alene, der afgør din status som lønmodtager eller selvstændig – det vurderes ud fra dine faktiske arbejdsforhold. I 2025 har vi fået udarbejdet en advokatvurdering, som vi havde bestilt i samarbejde med Danske Scenografer. Vurderingen bekræfter, at instruktøren, på baggrund af en samlet vurdering af arbejdets karakter, er lønmodtager.

Når du er ansat, skaber du både de bedste vilkår for din egen ansættelse, men støtter også op om forbundets mulighed for at løfte de generelle løn- og arbejdsforhold for dig og dine kolleger og mulighed for at forhandle overenskomster. Vi står derfor stærkest som forbund og hver for sig, når du modtager A-løn med feriepenge!

Det er muligt at have CVR-nummer ved siden af sine instruktør-ansættelser. Det kan dog få betydning for din ret til dagpenge. Tal derfor med din A-kasse om konsekvenserne.

 

Ansat med A-løn og feriepenge

Når du er ansat, er du sikret en bred vifte af rettigheder og beskyttelse, fx i forhold til arbejdsmiljø, løn og feriepenge, arbejdstid, sygedagpenge mv. Derudover er du fx dækket af arbejdsgivers lovpligtige arbejdsskadeforsikring.

Når du arbejder på egnsteatre, små storbyteatre og projektteatre (søjle A teater), sikrer overenskomsten dig A-løn med feriepenge samt 12 % arbejdsgiverbetalt pension.

Når arbejder på et søjle B teater (Landsdelsscenerne og teatrene under det Københavnske Teatersamarbejde) er vores anbefaling, at du ansættes med A-løn og feriepenge, og at forhandlingen tager afsæt i kontraktskabelonen, som er forhandlet med Dansk Teater, og at I forhandler løn med afsæt i den vejledende lønsats.

I det frie felt og på Det Kongelige Teater er praksis mere varierende. Frem til nu har Det Kongelige Teater betalt A-løn med feriepenge, og de fleste aktører i det frie felt gør en stor indsats for at tilbyde vilkår og forhold som minder om overenskomsten med søjle A teatrene.

 

Selvstændig og honorarmodtager

Kun få instruktører vælger at arbejde gennem CVR-nummer. Husk også, at det ikke dig eller din arbejdsgiver alene, der afgør din status som lønmodtager eller selvstændig – det vurderes ud fra dine faktiske arbejdsforhold (fx af skat).

Før du opretter en virksomhed, skal du derfor være opmærksom på, at det kan have en række konsekvenser for dig selv og for forbundets muligheder for at støtte dig i dit arbejdsliv og ved tvister. Det er vigtigt, at du rådfører dig med relevante instanser, fx din A-kasse, før du beslutter at arbejde som selvstændig eller honorarmodtager.

Hvis du arbejder gennem CVR, betragtes du som selvstændig. Dette kan have fordele som større kontrol over dine arbejdstider og skattemæssige forhold. Men der er også en række konsekvenser, fx at din ret til dagpenge kan forsvinde, og at du selv skal have en arbejdsskadeforsikring. Herudover har vi som forbund som sagt ikke de samme muligheder for at støtte dig. Når flere instruktører ansættes med A-løn, styrker det forbundets position i forhandlinger om bedre overenskomster og arbejdsvilkår for hele branchen.

Kontakt os og din A-kasse før du opretter CVR-nummer.

Har du spørgsmål?Bliv medlem