Stort tillykke til Kaspar Rostrup, der fylder 85 år i dag!
Kaspar har i den anledning sat ord på et mindeværdigt øjeblik:
“I samarbejdet mellem skuespilleren og instruktøren gøres tanker og tekst levende, så det bliver til ‘sandhed’ og liv. Fantasien er vores redskab, som vi må bruge flittigt. I løbet af et sekund befinder man sig midt i blandt bjerge og hav, i løbet af et andet midt i blandt skov og mos. Fantasien er kompasset til livet.
Jeg er en af de få, der er tilbage, som har haft Poul Reumert som lærer da jeg studerede til faget. En dag afbrød jeg min egen tekst midt i en scene, for at fortælle en regi-bemærkning: ‘Og så tænker jeg at åbne en dør derhenne på scenen, hr. Reumert.’.
Poul Reumert blev så chokeret, at han tabte sin monokel. I en monokel kan selv det mindste blive stort og alt usandt blive sandt, at afbryde denne fantasirejse var en forbrydelse. “Hold fast i fantasiens rejse til du er i mål!!” lød det nede fra salen, og monoklen kom på igen. Lad ikke himmel og hav styrte sammen! Dette lærte jeg på et sekund, mens monoklen dinglede på landets største scenekunstner. Afbryd aldrig! Opgiv aldrig! Hold fast i fantasiens rejse, til du er i mål!
Det er det, det drejer sig om! Vores arbejde, skuespilleren og instruktøren. Vi må aldrig slippe denne rejse mod det indre.
I en tid, hvor det var ganske ualmindeligt, nedlagde jeg fortæppet og prosceniet på teatret og flyttede skuespillet og skuespillerne ud blandt publikum. Gennem et helt liv har min drift været at komme så tæt ind på den menneskelige psyke, sammensmeltningen af stykkets og skuespillets ånd, som muligt. Jeg vil opfordre alle scenekunstnere til at søge det ualmindelige og dyrke deres egne kreative drifter.”
Til hverdag får Kaspar sin tid til at gå med at læse, gå til klassiske koncerter, biografture og operature – og med at følge de unge, ikke mindst sine sønner, i nye spændende teateropsætninger.
Tak for ordene og endnu engang tillykke med dagen!
Foto: Emil Rostrup