I forrige uge sendte både studerende og ansatte på Den Danske Scenekunstskole erklæringer om mistillid til skolens ledelse og kulturministeren. Du kan læse mere om det i Kulturmonitor her.
Erklæringerne understreger en bekymring for skolens generelle styring og udvikling samt et forværret arbejdsmiljø og mistrivsel, som ikke håndteres eller imødekommes. Arbejdstilsynet har ligeledes givet ledelsen strakspåbud, og vi betragter situationen med stor alvor.
Bestyrelsen og sekretariatet har ikke været involveret i udarbejdelsen af erklæringerne. Vi følger situationen nøje og forstår, at den kan skabe usikkerhed både blandt studerende og ansatte. Vi går naturligvis ind i konkrete sager vedrørende vores medlemmers arbejds- eller studiemiljø, hvis der er et behov for det.
I kan altid kontakte os, hvis I har behov for rådgivning eller har spørgsmål, hvad enten I er studerende eller ansatte.
Skolen har i flere år været under politisk pres med krav om nedskæringer og ændringer af uddannelsernes struktur. Det har selvfølgelig været udfordrende, men det retfærdiggør ikke et usundt og utrygt miljø for både studerende og ansatte.
Vi har i samarbejde med Danske Scenografer og Danske Dramatikere været i kontakt med skolens ledelse og bestyrelse. Vi ønsker at tilbyde vores støtte i forbindelse med de strukturelle udfordringer skolen står overfor, inden for de rammer vi arbejder under.