Dette er et debatindlæg skrevet af et medlem af Danske Sceneinstruktører. Indholdet udtrykker skribentens egne synspunkter og repræsenterer ikke nødvendigvis foreningens holdning. Indlægget er en del af vores debatformat, hvor medlemmer får mulighed for at komme til orde og dele deres egne perspektiver.
Af Signe Hørmann Sørensen, instruktør og skuespiller . Kronikken er bragt i Berlingske torsdag d. 22. maj 2025
I 1976 afbrød aktivistgruppen Solvognen dronning Margrethes tale under USAs 200-års fødselsdag i Rebild Bakker. En flok aktivister, klædt som larmende indfødte amerikanere til hest, stjal opmærksomheden og protesterede mod amerikansk undertrykkelse.
Jeg så klippet forleden. Og jeg blev ramt af noget, jeg næsten havde glemt fandtes i dansk scenekunst og i mig: mod.
Dagen efter hørte jeg Jakob Steen Olsen i DRs podcast Virkelig. Han blev konfronteret med sin anmeldelse i Berlingske af Det Kongelige Teaters kommende skuespilrepertoire. Ikke én forestilling, men hele sammensætningen. Ikke fordi det er dårligt – men fordi det mangler mod. For uambitiøst for den scene, som har allermest støtte og ansvar i vores landskab.
Og jeg kunne ikke lade være med at føle mig ramt og gennemskuet. For jeg oplever det samme – bare fra den anden side. Selv jeg, en lille fisk med en relativt beskeden karriere bag mig.
Når jeg går til kaffemøder rundt i landet med teaterdirektører, kan jeg få en mistanke om, at alt jeg foreslår, helst skal ligne noget, nogen allerede kender. En klassiker med en ny frisure. En bog, folk allerede har læst. Et nyt stykke dramatik eller koncept, der allerede har haft succes i London. Det føles, som om der er et usynligt krav: publikum skal vide, hvad de får, inden de sætter sig i stolen.
Det har gjort noget ved mig. Langsomt, næsten umærkeligt, har det ændret min måde at tænke på. Jeg har integreret et ubevidst frasorteringsfilter: “Hvad kan gå igennem nåleøjet?” Hvad ligner noget, der allerede har fået støtte? Hvilke navne trækker?
Jeg har med lidt for meget smil sagt til teaterdirektører, at “jeg har opfundet begrebet commercial-washing“.
Og ja, det er med røde ører, jeg citerer mig selv, for det er virkelig cringe. Men så har jeg forklaret, hvordan vi kan pakke svære, vigtige temaer ind i noget let og appetitligt, så det kan glide ned hos et bredere publikum. Jeg har endda sagt, at det jo også er inkluderende. Og dermed jo faktisk enormt progressivt.
Og måske er der noget om det. Måske. Men jeg begynder at tvivle på, om indpakningen ikke også kan have tendens til at kvæle det, der skulle være sagt.
Derfor blev jeg ramt – og på en måde lettet – over Jakob Steen Olsens kritik. Det lød ikke som et surt opstød, men som en kærlighedserklæring til scenekunsten. Og som en påmindelse til os andre: Hvad var det egentlig, vi ville?
Så blev jeg skuffet over dit svar, Kasper Holten. Ikke fordi jeg ikke forstår, at du skal stå på mål for jeres repetoir. Men fordi jeg naivt kunne have drømt om, at du ville tage imod kritikken som en mulighed for en samtale. En samtale om retning. Om mod.
Vi har brug for jeres mod, Kasper Holten. Den retning, I lægger, danner tråde hele vejen ned gennem branchen. I skal vise os, at man skal turde.
Som eksempel på jeres sæson undrer det mig, at I – endda efter en offentlig samtale om behovet for ny dramatik – næste sæson ikke har én ung dansk dramatiker på programmet. I har en dramatisering af Katrine Marie Guldager og et stykke af Thomas Korsgaard. Begge dygtige forfattere – men jeg kunne godt have ønsket, at I tog genmæle mod påstanden fra Politikens anmelder Alexander Vesterlund om, “at de bedste unge danske forfattere jo også skriver bedre end de bedste unge danske dramatikere.”
Der havde det været fedt, hvis I havde bidt fra jer med et badass stykke dramatik af en af de mange fabelagtige dramatikere derude – ung eller gammel.
Men jeg gør det jo også selv: vælger det sikre. Mig, lille miss nobody. I 2017 lavede jeg Min mor siger, fordi Stine Pilgaards debutroman havde ramt noget i mig. Da vi genopsatte den på Aveny T i 2024, vidste jeg jo godt et eller andet sted, at det var et sikkert valg. Det havde navn. Det havde publikum. Billetterne var solgt på forhånd.
Jeg mærker, hvordan de overvejelser har sat sig i mig. Ikke bevidst. Ikke kalkuleret. Men som en refleks. Noget, mit kunstneriske kompas har tillært for at overleve.
Jeg har mødt flere teaterdirektører, der vender vrangen ud på deres tomme tegnebøger og taler ærligt om det pres, de står i – om nødvendigheden af at tænke i billetsalg og sikre publikum. Det er ikke alle, men det er en virkelighed, der siver ind og påvirker, hvordan vi tør tænke.
Det er ikke bare et teaters problem. Det er hele systemets. Fordi midlerne er begrænsede, og mange teatre altid sidder med hjerterne i halsen, når det skal afgøres, om de får en ny fireårig periode på finansloven.
Og jeg er helt sikker på, at Det Kongelige Teater også er underlagt en masse, jeg ikke kender til. Så måske er min henvendelse til dig, Kasper Holten, overflødig. Men jeg kan i hvert fald stemme i JSO-koret og sige, at det ikke kun er ham, der ser det udefra. Jeg mærker det også indefra – i mig selv.
Derfor er min indre skolelærer blevet skarp i mælet og har bedt mig tage en time out. Vente med at lave noget, til jeg er sikker på, at jeg har noget på hjerte. (Hvad der på sin vis også er rimelig nemt for mig, eftersom jeg efter min næste forestilling har en åben kalender – også kaldet arbejdsløs).
Ellers ender det med, at jeg laver Mulvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved – The Musical med Onkel Reje i hovedrollen.
…hvilket, i samme øjeblik jeg skriver det, faktisk lyder som en ret fed idé?
Og det er min pointe: Det er ikke umuligt, at der kan komme sjove, stærke og rørende forestillinger ud af et commercial-washet mindset som mit. Jeg siger ikke, at alt, der sælger, er tomt. Men jeg tror stadig, at tankegangen udvander flere geniale idéer, end den skaber.
Jeg ved godt, at ingen (desværre) sidder og venter på, at jeg laver kunst, og at min timeout derfor ikke vil blive den mest effektfulde strejke. Men jeg tror, kunsten venter på, at vi tør stille os selv de spørgsmål
Selvfølgelig er det ikke din skyld, Kasper, at jeg er blevet en commercial-washer. Og jeg ved også, at Det Kongelige er underlagt krav, og det her er en større, politisk diskussion. Men det er også en kedelig snak, hvis vi bare venter på, at systemet en dag forstår, hvor vigtig kunsten er – særlig nu i krigs- og dystopiske tider.
Der bliver skabt kunst af dygtige kunstnere, og jeg er gået ud af Skuespilhuset åndeligt rigere mange gange, stået på Ofelia plads opløst efter Arven, foruroliget efter Kannibalen og blæst bagover efter Peer Gynt, bare for at nævne nogle eksempler. Men det ændrer ikke på, at jeg synes det er problematisk, hvordan der bliver svaret på en vigtig kritik. Som om det var mobning. Og som om nogle synspunkter i en fart skal lukkes ned for, før en opbyggelig samtale overhovedet er gået i gang.
Jeg savner, at du, Kasper Holten, vil holde liv i samtalen som denne og ikke lukke den ned, når en kulturkritiker – som jeg i hvert fald oplever det – i dette tilfælde rækker ud og byder op til en snak om kunstnerisk oprustning. Det er så oplagt, når I har noget så stærkt til fælles : en kæmpe kærlighed til scenekunsten.
